Arno Held: “Nutiden er lovende, men fremtiden er decideret spektakulær 

Iværksættere er guld værd for den etablerede industri, når det handler om AM-teknologi. Det mener Arno Held, Chief Venture Officer i den tyske kapitalfond Tyske AM Ventures, der investerer i AM start-ups. Han ser med stor optimisme på fremtiden for teknologien, selv om han også ser bump på vejen.  

Af Erik Holm

Vi fanger Arno Held  mobiltelefonen på vej til Garmisch-Partenkirchen i det sydlige Bayern. Byen ved foden af Alperne er kendt for at lægge grund til det legendariske nytårsskihop, hvilket på mange måder er en passende analogi til det, den tyske investor dagligt foretager sig.  

Han er medstifter og chief venture officer i AM Ventures, der siden 2015 har investeret i de mest interessante iværksættervirksomheder inden for additive manufacturing, AM, og forsøger at få dem til at tage store spring frem i både modenhed og økonomisk formåen.  

“Den største forskel mellem os og andre investorer er, at vi udelukkende fokuserer på AM. Vores team har samlet set seks årtiers erfaring inden for AM. Min partner Johan er en industriveteran, som var med til at stifte EOS for 30 år siden, og jeg har selv været i branchen i over 12 år. Vores tekniske baggrund betyder, at vi kan evaluere teknologier på et meget tidligt stadie og langt tidligere end traditionelle finansfolk. Det er en stor økonomisk fordel,” siger Arno Held. 

Vigtige iværksættere 

Arno Held er oprindeligt er uddannet ingeniør. Han mødte sin forretningspartner, Johan Oberdorfer i EOS, hvor han skrev speciale og siden arbejdede med forretningsudvikling. Sammen stiftede de i januar 2015 kapitalfonden AM Ventures.  

Siden er det blevet til en database med over 1200 identificerede start-ups inden for AM i Europa og USA samt investeringer i foreløbigt 18 virksomheder, fortæller Held, der har en stor forkærlighed for iværksættere.  

“Start-ups er ekstremt vigtige for industrien. De har som regel en passion for teknologien og en rebelsk opførsel, som man ikke ser i den etablerede industri, og som hele tiden udfordrer de store spillere gennem nye koncepter, metoder og tilgange til AM. Start-ups bringer reel innovation til AM-industrien, og derfor elsker jeg at arbejde med iværksættere,” lyder det fra Arno Held. 

AM Ventures finder sine potentielle kandidater gennem et omfattende netværk, deltagelse i konferencer, søgning i databaser og patentansøgninger samt brug af regionale spejdere med indsigt i lokale markeder.  

En typisk investering ligger mellem 300.000 og 3.000.000 euro, og det tager i gennemsnit tre-fire måneder fra første kontakt til en underskrevet kontrakt, vurderer Held. Om en virksomhed får midler, afhænger dog ofte af en vurdering af personerne bag virksomheden. En slags mavefornemmelse. 

“I den tidligste fase af en virksomhed er det menneskene bag, vi investerer i. Vi bruger meget tid på at evaluere holdet, og der skal være en vis kemi mellem os og stifterne, før vi vælger at gå videre. Ofte får vi ikke engang et seriøst pitch fra stifterne, og så tager vi det ikke alvorligt. Vi vil gerne se, at man tager opgaven seriøst i sin ansøgning. Derfor beder vi eksempelvis om en forretningsplan, selv om planen er forældet, så snart vi får den. Men den siger noget om stifternes dedikation og forståelse af industrien,” fortæller Arno Held.   

Blandt de virksomheder, som AM Ventures har skudt kapital i og som stadig modnes og vokser, er tyske DyeMansion og 3yourmind samt Lithoz fra Østrig. I Skandinavien er det indtil videre kun svenske Exmet i Skandinavien, der er kommet i stald hos AM Ventures.  

“Det håber jeg meget vil ændre sig i den kommende tid,” siger Arno Held et smil i stemmen og fortsætter:  

“Mange af de virksomheder, vi er involveret i, bliver opkøbt af større aktører. Det er også et af formålene for os. Vi ser stadig oftere, at software-, materiale- og hardwarevirksomheder bliver opkøbt af etablerede spillere, hvilket er en god måde for etablerede virksomheder at adoptere AM-teknologier gennem start-ups, der efterfølgende kan blomstre internt”. 

Sydtysk kraftcenter 

München har gennem årene udviklet sig til et knudepunkt for 3D-print og AM-industrien. EOS blev stiftet her for 30 år siden på basis af en ordre fra BMW, der har sit hovedkvarter i den tyske storby i øvrigt sammen med industrigiganter som Siemens og Linde. Også Airbus har en stor afdeling i Munchen, mens selskaber som Audi og Adidas findes tæt på.  

“München og det sydlige Tyskland har i årtier været et kraftcenter for flere store, tekniske virksomheder, der har drevet efterspørgslen inden for AM. Det betyder samtidig, at adgangen til potentielle kunder og talent er stor, og det har en selvforstærkende effekt,” siger Arno Held om udviklingen.  

AM Ventures har i foråret åbnet kontor i Bushan, Sydkorea, men det er i Europa og USA, at tonen bliver slået an, fortæller han. Det er dog baseret på meget forskellige tilgange. For mens europæerne laver den bedste teknologi, er det amerikanerne, som får mest ud af anstrengelserne. Derfor er start-ups dyrere i USA end i Europa, selv om de tekniske produkter som regel er bedre og mere avancerede her. De fire unicorns – private start-ups med en værdi over én mia. USD. – som findes inden for AM, er alle amerikanske, fortæller han. 

“Jeg er en stor fan af europæisk ingeniørkunst. Men vi har en tendens til at overgøre tingene og glemme, at det i sidste ende handler om at sælge produkter til kunderne. Amerikanerne er superdygtige til at udvikle og sælge produkter, som er tilstrækkelige, ikke nødvendigvis det bedste. Disse virksomheder bliver hurtigere en økonomisk succes, og evaluering er altid en vurdering af det økonomiske potentiale. Derfor betaler vi langt mere for aktier i USA end i Europa, selv om teknologierne dybest set er bedre her,” siger Arno Held. 

Mindre skyer, men lys fremtid 

En analyse, der blandt andet er omtalt i Dansk AM Rapport, anslår, at markedet for AM vil udgøre 23 mia. USD i 2023. En stigning fra syv mia. USD i 2017. Arno Held forholder sig dog skeptisk over for denne slags fremskrivninger, fortæller han:  

“Man skal passe på, for ting har det jo med at tage længere tid end forventet. Sådan er det altid. AM er ganske udbredt, men alligevel ikke så meget, som vi havde håbet for tre år siden. Lige nu er der for meget produktionskapacitet relativt til efterspørgslen. Den stiger godt nok, men der er stadig mere kapacitet end efterspørgsel,” siger han.  

Den tyske AM-analytiker ser særdeles positivt på udviklingen inden for AM – også i Europa. Han deltager i et netværk i München, der kaldes Must3D, hvor et par hundrede 3D-print entusiaster mødes hvert halve år for at opdatere hinanden om de nyeste teknologiske udviklinger og tendenser inden for AM.  

“Vi ser en del lovende koncepter for hardware-teknologi med nye materialer og højere produktivitet. Dette åbner for en hel række af applikationer, som kan masseproduceres på lige vilkår med traditionel produktion,” siger han og nævner varmevekslere til køretøjer og forbrugerelektronik som eksempler.  

“Det giver ikke mening at 3D-printe en varmeveksler, der er designet til konvention elektronik, men hvis du redesigner produktet, kan du pludselig printe varmevekslere, som er halvt så tunge, tre gange mere effektive og koster mindre end konventionelle varmevekslere. Det er produktion i millioner af enheder, og det er meget lovende udvikling, vi allerede ser nu,” konstaterer han og slår fast, at additive manufacturing set med hans øjne for alvor er på vej frem:   

“Nutiden er allerede meget lovende, men fremtiden er decideret spektakulær”.  

Arno Held er uddannet inden for ‘Industrial Engineering and Business’ i hhv. Karlsruhe, Shanghai og St. Gallen. Han har mere end 15 års erfaring med industrielle laser-applikationer og additive manufacturing, AM, og har gennem syv år arbejdet med strategi og forretningsudvikling hos EOS. Arno har med succes støttet start-up virksomheder inden for ​​3D-print siden 2008. I dag er han ansvarlig for Investment Group hos AM Ventures Holding, der er søsterselskab for OS og strategisk investor med fokus på industriel 3D Printing. Holdet administrerer en portefølje på 18 virksomheder i 7 lande. AM Ventures giver en globalt set unik adgang til finansiering, teknologi og ekspertise inden for hardware, software, materialer og applikationer til additive manufacturing. Arno Held er født i 1980 og bor i Kochel am See i Bayern.