Danitech: Langt om længe er vi nået til et stadie, hvor det giver mening at 3D printe i metal 

For sønderjyske Danitech, der er specialister i kraftfulde bevægelses- og kontrolløsninger, er det ikke blot et spørgsmål om at kunne 3D printe maskinkomponenter, men om at kunne 3D printe dem i metal.  

Pappresseren på genbrugsstationen, affaldskomprimatoren bag supermarkedet eller løftebordet hos den store industrivirksomhed. Alt sammen er det eksempler på maskiner, der anvender moderne hydraulik og mekanik.  

Hos Danitech kaldes den slags ’motion and control solutions’, en vital disciplin i konstruktionen af industrimaskiner. Selv om Danitech i mange år har været frontløbere på området, har virksomheden været tøvende med at udforske 3D teknologien på grund af de tekniske begrænsninger inden for metal-print. Men netop de begrænsninger er efterhånden ved at være fortid. Det fortæller Head of Business Development, Rasmus Iversen: 

”Vi har haft mange diskussioner om 3D print hen over årene, men de er stort set alle sammen endt med konstateringen af, at 3D print primært egner sig til plastic. Sådan har det også været historisk, men sådan er det ikke nødvendigvis længere. Det har været en øjenåbner for os at finde ud af, at metal-print rent faktisk kan lade sig gøre.”