3D-printede designs giver god genlyd hos Scan-Speak

Virksomheden Scan-Speak fik under et forløb med Dansk AM Hub mulighed for at give sig i kast med udviklingen af højdetaljerede prototyper
Virksomheden Scan-Speak er en mindre vestjysk virksomhed, der til dagligt udvikler håndbyggede high-end højtalere til selvbyggere og flere store virksomheder – både nationalt og internationalt. For at blive klogere på mulighederne og potentialet i 3D-print til højtalerkomponenter valgte Scan-Speak at deltage i 3D-print-designforløbet Design for Additive Manufacturing (DfAM) hos Dansk AM Hub.
Når det kommer til designmulighederne af enheder til højtalere, er der dog visse begrænsninger. Enhederne fungerer nemlig i lukkede systemer, fordi tryk og stød er essentielle for, at den helt rigtige lyd kommer ud af højtalerne. Derfor var optimering af eksempelvis vægten ikke udgangspunktet for Scan-Speak. Til gengæld var der en stor interesse for muligheden for at 3D-printe protyper af høj og nøjagtig kvalitet for at sikre en effektiv proces med henblik på at optimere og udvikle hele produktionslinjen.
Fik øjnene op for prototypers høje kvalitet
Forud for projektet havde Scan-Speak allerede kendskab til 3D-print, da virksomheden tidligere havde investeret i en ældre 3D-printer. Problemet var dog, at den ikke altid gav et tilfredsstillende resultat, når det kom til prototyper, der krævede en højere detaljeringsgrad.
”I DfAM-forløbet startede vi med at printe nogle testenheder, der faktisk havde en meget høj og præcis kvalitet modsat de prototyper, vi selv har kunnet printe. Det betød, at vi kunne se, hvordan det så ud som færdigt produkt. Da vi fik den printede prototype, blev vi virkelig positivt overraskede over både kvalitet og udseende”, lyder det fra Jacob Sand Nielsen, mekanisk ingeniør hos Scan-Speak.

”Vi har blandt andet fået printet et specialdesignet skin (etui, red.) til en kunde, der skulle have nogle højtalere. Her har vi netop fået mulighed for at prøve at printe i et blødt plastmateriale, så dette skin blev, som det vil være til slut, og vi fik også testet printede komponenter i aluminium. Det har stor betydning, at vi kan teste, inden vi sætter yderligere værktøjer i gang – ligesom det har været en åbenbaring, at man kan printe i et blødt materiale”

Resultater af forløb med Dansk AM Hub
- Materiale og teknologi: Nylon og Aluminium printet med Laser Powder Bed Fusion samt TPU (fleksibelt plast) printet med Multi Jet Fusion
- Tolerancer: Godkendt
- Overflader: Godkendt
- Leveringstid: 10 arbejdsdage
”Det er bare med at springe ud i det”
For Scan-Speak har deltagelsen i DfAM-forløbet betydet unik sparring omkring fremtidige muligheder inden for 3D-print samt fornyet viden. Af samme grund er budskabet hos Scan-Speak også klart, hvis man som virksomhed overvejer at deltage i et fremtidigt DfAM-forløb.
”Det er bare med at springe ud i det! Og hvis man ikke har en 3D-printer, er det en oplagt mulighed for at se, hvad teknologien kan. Især mulighederne i forhold til traditionel fremstilling, hvor man jo kan finde ud af, at et værktøj ikke passer, og at noget skal flyttes en millimeter – men man kan jo ikke bare omstøbe noget en millimeter, og så bliver du nødt til at starte helt forfra, og det er dyrt. Så hvis der er nogen, der endnu ikke er kommet i gang med 3D-printteknologien, er det bare med at prøve det”, lyder det fra Jacob Sand Nielsen.
Om virksomheden

Scan-Speak A/S
Lokation
Herning, Midtjylland
Antal ansatte
60-70
Info
Scan-Speak er en verdensførende virksomhed inden for udvikling og produktion af high-end transducere til verdens førende internationale højttalermærker inden for hjemmeaudio/-video, professionelle løsninger, eftermarkedet til bilindustrien samt luft- og rumfartssegmentet.
Få optimeret jeres muligheder



