Linatech: Designfriheden ved 3D-print er genial
Resultatet giver virksomheden blod på tanden til at give sig i kast med mere 3D-print

Linatech optimerer en komponent til en maskine, der håndterer blodprøver
Virksomheden Linatech fungerer som industriel samarbejdspartner på B2B-markedet, hvor de laver specialløsninger til flere forskellige industrielle segmenter inden for blandt andet produktion, logistik og processtyring. Et af disse segmenter er medicinalindustrien, hvor Linatech laver udstyr til forsendelse og håndtering af blodprøver – og her er 3D-print i den grad er oplagt.
Styrke og vægt var vigtige faktorer
”For nogle år tilbage skulle vi udvikle nyt udstyr til vores portefølje, og vi var på det tidspunkt tvunget til at gøre noget andet og tænke anderledes end tidligere. Det betød også, at 3D-print stod lige for døren, og det var en kæmpe revolutionerende udviklingsfrihed, hvor de begrænsninger, der før har været, forsvandt. Det var en øjenåbner dengang – og det er det stadigvæk i dag”, lyder det fra Martin Arberg, direktør og ejer af Linatech.
Og netop introduktionen til 3D-print samt en konkret problemstilling til en af deres maskiner til håndtering af blodprøver betød, at deltagelsen i et forløb hos Dansk AM Hub var perfekt timet og meget aktuelt for Linatech, da forløbet netop sætter fokus på at designoptimere komponenter til 3D-printteknologien.

“Jeg vil til enhver tid også sige, at hvis man begynder at arbejde med 3D-print, er der ikke nogen vej tilbage, fordi teknologien er noget, der bidrager som en god gevinst og et innovativt indspark for en virksomhed – så det er bare med at hoppe på vognen”

Resultater af forløb med Dansk AM Hub
- Materiale og teknologi: Nylon printet med Laser Powder Bed Fusion
- Vægtreduktion: 81%
- Prisreduktion: 42,8%
- Energibesparelse per år: 638 Watt
Reducering af vægten – men bevarelse af styrke
Ud over at bibeholde styrken fremhæver Martin Arberg også, hvordan vægtreduktionen har en positiv gevinst i form af en reel energibesparelse, når maskinen kører. Desuden giver 3D print mulighed for at lave avancerede geometrier – uden det koster ekstra.
”Reduktionen af vægten er en klar energieffektivisering – f.eks. når du skal accelerere noget op eller ned i hastighed. Jo mindre masse du har, jo nemmere er det også at holde på plads, og jo mindre energi skal du også bruge til opbremsning og acceleration”, lyder det fra Martin Arberg:
”Normalvis ville det tage rigtig mange timer, hvor man med 3D print kan lave nogle utrolig avancerede strukturer, uden at det koster mere. Skulle man f.eks. have bearbejdet det i aluminium eller et andet materiale, ville en lignende komponent slet ikke kunne lade sig gøre at lave, så derfor er designfriheden med 3D print genial”.
Om virksomheden

Linatech
Lokation
Kjellerup, Midtjylland
Antal ansatte
35-40
Info
Linatech har rødder i gamle smedjetraditioner, men er nu en moderne design-, automations- og smedevirksomhed, som leverer specialmaskiner, procesanlæg, produktionsudstyr og komponenter af høj kvalitet.
Få optimeret jeres muligheder



