Live fra AM Summit 2022: Guns N’ Roses rocker på en 3D printet guitar

Du har garanteret aldrig tænkt over, hvordan rockmusik vil lyde på en guitar, der er 3D printet af genanvendt savsmuld. Men hvis du bare er det mindste nysgerrig eller interesseret, kan Dansk AM Hub invitere til koncert til AM Summit 2022 – Skandinaviens største konference for Additive Manufacturing (AM) / industrielt 3D print – onsdag den 7. september i København.

 

Her skal vi nemlig opleve, hvordan musik opstår fra 3D print med et besøg af Olaf Diegel, som har udviklet og printet en elguitar af genanvendt savsmuld; The Green Axe. På konferencen bliver guitaren og dens lyd testet af Peter, Michael og George fra Europas bedste Guns N’ Roses coverband – GNR-Jam – som har lovet at rocke med de største soloer på guitaren.

“I design my guitars to push the limits of what additive manufacturing can do. That’s why my designs are purposefully geometrically complex, so they could not be manufactured any other way”, siger Olaf Diegel, der er professor i AM ved Auckland University og manden bag designet:

“My latest guitar – the Green Axe – is 3D printed out of wood. And, to me, that is amazing because we are taking waste material that would, otherwise, go to landfill or incineration, and transforming it into high-value products. That’s proper sustainability”.

 

I år sætter AM Summit fokus på, hvordan ny teknologi som 3D print kan hjælpe os til at fremstille langt mere bæredygtigt og konkurrencedygtigt med stærkere og mere cirkulære forretningsmodeller, mere robuste forsyningskæder og en mere bæredygtig produktion med mindre spild, mindre materiale, mindre transport og minde CO2-udledning.

AM-teknologien åbner for helt nye og uendelige muligheder for at designe produkter på en ny måde både i forhold til det visuelle udtryk, men også skræddersyet den enkelte bruger – eller i dette tilfælde måske en særlig lyd.

 

”Og så kan du designe produkter med andre materialer, som kan være mere bæredygtige. Det er det grundlæggende, fantastiske og stadigt uforløste potentiale, der ligger i AM: At vi gennem teknologien kan være så fantastisk præcise i vores måde at designe og producere på, at vi kan komme helt tæt på, hvordan naturen ville gro det. The Green Axe er sandsynligvis den mest grønne 3D printede guitar”, siger Frank Rosengreen Lorenzen, direktør i Dansk AM Hub.

 

På konferencen vil en lang række talere gå på scenen og giver deres bud på, hvad fremtidens produktion vil bringe, hvordan førende aktører på området allerede arbejder med AM, og hvordan man kommer i gang med teknologien. Vi skal blandt andet høre, hvordan Boeing tænker 3D print ind i flyindustrien, hvordan CELLINK arbejder med bioprint – altså 3D print af levende væv til produktion af knogler og levende væv –  hvordan danske Create it REAL 3D printer indlægssåler i en cirkulær forretningsmodel. Og så skal vi inspireres i en paneldebat til, hvordan vi kan udnytte ny teknologi til at gøre Danmark til det grønneste produktionsland i verden af blandt andre tidligere minister og EU-kommissær Connie Hedegaard

For at få plads til endnu mere inspiration vil programmet også byde på flere breakout sessions end tidligere år, hvor AM-teknologiens udvikling adresseres inden for seks temaer: Nye materialer til mere bæredygtig produktion, hvordan 3D print udfordrer forskellige produktionsindustrier, kønsdiversitet i industrien, bæredygtigt byggeri, udviklingen i vores sundhedssektor samt en session med nogle af Danmarks ledende eksperter på området.

Konferencen er for alle, der interesserer sig for AM-teknologiens udvikling og indflydelse, og som ønsker at blive klogere, inspireret og netværke. Med spændende talere og den store AM-udstilling er konferencen et forum for udveksling af viden og erfaring og en unik mulighed for at lade kreative aktører præsentere deres kvalificerede bud på den nyeste teknologi, trends og udvikling samt AM-industriens fremtid.

 

Læs mere om AM Summit her.