Julehilsen 2025
Hvad kan dansk industri lære af Hansi, Günther og Fritz?
Kære ven
Du er en af de knap 1.000 udviklere, producenter, innovatører, produktudviklere, ejerledere og samarbejdspartnere, som modtager vores nyhedsbrev. Du har sandsynligvis været en del af vores aktiviteter, rådgivning eller events – og denne hilsen er først og fremmest for at sige tak for samarbejdet og for at ønske dig og dine en rigtig glædelig jul.
Måske sidder du – ligesom jeg – og ser julekalender med ungerne. Jeg er heldig, for de er efterhånden så store, at vi kan se The Julekalender. Julekalenderen over dem alle. Et dansk klenodie, der nok har fået sin status, fordi den rammer noget dybt i folkesjælen.
De tre nisser, Fritz, Hansi og Günther, styrter ned på en jysk kartoffelmark i jagten på nøglen til spilledåsen, der holder deres chef, Gammel Nok, i live. Missionen er klar: Find nøglen til livet – ellers går det galt.
Den mission kan jeg godt genkende.

I snart en halv menneskealder har jeg arbejdet med det, der holder dansk industri i live: innovation. Evnen til at skabe og udvikle idéer og omsætte dem til virkelighed. Skabe noget nyt. Levere mere. Gøre en reel forskel.
På trods af de mørke udsigter vi tit bliver præsenteret for i Draghi-rapporter mv., vil jeg vove den påstand, at vi i Danmark er verdensmestre i netop den disciplin. Det forklarer også, hvorfor vi har tusindvis af små- og mellemstore producenter der slår kineserne hver dag, og nogle af verdens fremmeste producenter som Grundfos, Danfoss, Lego, Novo osv. Vi har ikke Tysklands størrelse, Norges olie eller Sveriges jernmalm. Men vi har noget, som er mindst lige så værdifuldt:
Det åbne, flade og tillidsfulde produktionsgulv.
Da jeg for 6 år siden sagde ja til jobbet som direktør i Dansk AM Hub, vidste jeg godt, at indsatsen næppe ville blive den største i Danmark. Men pga. kombinationen mellem det danske produktionsgulv og AM-teknologien var jeg helt overbevist om, at Dansk AM Hub kunne blive den bedste danske erhvervs- og innovationsindsats nogensinde. (Her ville Benny nok sige: “Bob Bob Bob” – men tro mig, jeg ser resultaterne).
For ja, Additive Manufacturing og 3D-print har en teknisk side, som skal mestres. Men endnu vigtigere er den idégenererende og skabende proces, som følger med. Printeren bliver broen mellem den digitale og den fysiske verden – og på det åbne produktionsgulv kan vi drøfte idéer, teste dem med det samme, lære hurtigt og komme videre.
Så vores tilgang har altid været klar: Styrk innovationsprocessen tidligt. Lav hurtige – men grundige – livscyklus- og business case-vurderinger upfront. For det er her, at op mod 80 % af både økonomi og klimaaftryk fastlåses. Kan vi blot rykke den proces i en lidt bedre retning, men gøre det for hele industrien – så kan vi på dansk jord skabe de mest effektive og grønne produkter i verden. Det er bår’ dæjlig, A Saaaw: Det er bår’ dæjlig!
Med vores egenudviklede software kan vi nu gøre netop det. Lidt ligesom nisserne slår op i The Big Book, læner vi os op ad en unik kilde af data og viden – og hjælper virksomheder med at træffe bedre beslutninger tidligt i processen.
Vi er i dag den eneste erhvervs- og innovationsindsats, der kan vise i hvilke scenarier der skabes både forretningsmæssig, teknisk og bæredygtig effekt af vores arbejde med vores dygtige producenter.
Så nu slynger jeg lige en bemærkning ud i luften ik?: Det er da konkret. Det er da dét, Draghi taler om. Og jeg skal hilse at sige: Det virker.
Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har haft tid og ro til at udvikle tilgangen. Derfor skal der også lyde en stor tak til Industriens Fond, hvor vi næste år tager hul på vores tredje bevilling.
For den nye bevilling har gjort det muligt at integrere vores software og samle vores erfaringer fra mere end 400 rådgivningsforløb i én tilgang: AM SUSTAIN. Og jeg har ærligt talt aldrig set stærkere resultater end hos de over 30 små og mellemstore producenter, vi har hjulpet i år med denne tilgang.
Ingen nævnt, ingen glemt – men jeg vil gerne sige: Godt gået og tak for samarbejdet til jer alle.
Vi har også gennem året haft mulighed for at teste AM SUSTAIN i stor skala hos større producenter som fx FUJIFILM Biotechnologies og Alfa Laval – mange tak for samarbejdet til jer alle. For hvis vores tilgang ikke kan skabe værdi hos jer, er den heller ikke god nok til de travle SMV’er, vi arbejder med hver dag.
Jeg tror, at grunden til, at vores tilgang skaber så meget værdi, er dels den kompetence, vi nu har opbygget i Dansk AM Hub – hvor jeg har et fantastisk stærkt team, som arbejder lige så hårdt som Hansi – men mest af alt, at vi ikke kun som Günther snitter/3D-printer en propel til vores virksomheder. Nej vi stopper først, når vi har skabt en helt ny kompetence hos vores virksomheder, der så selv kan snitte fremtidens mest effektive produkter og løsninger.
Den kompetence er en innovationsmotor, der sikrer, at det er os i dansk industri, der finder de nye løsninger, og at vi ikke bliver overhalet af udlandets nåsåer.
Så lad os samarbejde, skabe og bygge noget sammen – for vi kan skabe fantastisk værdi ved at kombinere AM, AI, konkrete cases på fabriksgulvet og klare beregninger af potentiale, skalering og implementering. Det er nøglen til livet i dansk industris konkurrencekraft. Og det er det, Dansk AM Hub ånder og lever for.
Så jeg er både stolt og taknemmelig over at stå i spidsen for en indsats, der lærer, udfordrer sig selv, og leverer målbar værdi. En indsats, der arbejder med virksomhederne i stedet for at drukne dem i ansøgningsskemaer, timesedler og bøvl. (That’s a good vending)
For resultaterne taler for sig selv.
Jow, déeeeet…
Med de bedste julehilsner
Frank Rosengreen Lorenzen
Direktør, Dansk AM Hub


Er du endnu ikke skrevet op til vores nyhedsbrev?
Related Posts
30/03/2023
Lær om AM teknologiens fulde potentiale på nyt dansk masterfag
Fra foråret 2023 udbydes faget Value…
01/12/2022
Dansk AM Hub kursus: Hvordan kan vi skabe værdi gennem Additive Manufacturing?
Dansk AM Hub udbyder et nyt kursus, der…
01/12/2022
Nyt masterkursus uddanner virksomheder i at udnytte 3D print-teknologien
Dansk AM Hub har i samarbejde med SDU…
02/03/2020
I fremtiden flyver vi ikke reservedele til Japan eller USA, vi sender bare en tegning
dvt i Frederikssund har i over 30 år…









