Af Frank Rosengreen Lorenzen

 

Læs debatindlægget hos Børsen her.

 

Regeringens nye skattereform omfatter ud over en forhøjelse af energiafgiften også en ”Grøn Kickstart”, hvis hovedindhold er at forbedre afskrivningsreglerne. Bevares, det er positivt, at vores produktionsapparat får stærkere incitamenter til at investere i nye maskiner, men for én, der har oplevet danske produktionsvirksomheder indefra, er der for mange sorte huller til, at det reelt kan kaldes grønt.

 

For kan det tænkes, at den energibesparende maskine ikke er grøn? Hvad hvis der investeres i maskiner, som er en anelse mere energibesparende, men omvendt bruger mere materiale – der samtidig kommer fra Asien og er transporteret verden rundt og hjem til de ”energibesparende” maskiner. Og lur mig om ikke virksomhederne vil investere i den teknologi, de allerede kender, så vi igen får investeringer i særligt sprøjtestøbere eller CNC-fræsere. Velafprøvede teknologier, men som indebærer stort materialespild, stort transportbehov og hvor vi med vores velmenende investeringer risikerer at forøge CO2-udledningen.

 

Materialeforarbejdning – altså hvordan aluminium, glas, metal osv. forarbejdes til fx vinduer, legetøj og biler – svarer til 20 % af al jordens CO2-udledning og ser desværre kun ud til at stige. På mange måder er vores eksisterende produktionsteknologi gået i sort, og vi har ikke behov for at forlænge verden med brædder, men finde en måde at producere bæredygtige nye brædder på.

 

Lad os gå forrest med danske investeringer i fremtidens produktionsteknologi – f.eks. additiv teknologi, hvor det er muligt at undgå materialespild, transport og varelager. Kun sådan kan vi tage de første skridt i retning af en meget omtalt teknologisk hockeystick. En hockeystick, som i øvrigt også kan printes i langt bedre designs, i bæredygtigt materiale og uden transport. Behersker vi denne kompetence i vores danske produktion, vil vi kunne skabe et nyt dansk produktionseventyr og samtidigt producere med 80 % vedvarende energi og dermed tæt på CO2-neutralt.

 

Se, det ville være en grøn kickstart, der fandt hockeysticken.