3D print løfter produktion, sikkerhed og service for DANILIFT

Når DANILIFT påtager sig at udvikle specialløsninger, kræver det oftest, at en standardlift enten skal tilføres særlige egenskaber eller modificeres. Som specialister inden for specialbyggede lifte har DANILIFT deltaget i Dansk AM Hubs og Center for Industris 3DP Try Out-forløb for at undersøge, hvordan 3D print kan løse nogle af de produktions- og udviklingsudfordringer, der ellers ville være i arbejdet hermed.

”DANILIFT har en klar vision om at løfte sig over de øvrige aktører på det skandinaviske marked, og vi vil række langt for at komme dertil. Det kræver, at vi altid er på forkant med udviklingen. Det gælder især på produktudvikling, men også inden for service og sikkerhed. Her vil 3D print komme til at spille en væsentlig rolle, og Try Out-forløbet har været af særdeles stor værdi, men også et stort og vigtigt skridt på vejen for virksomhedens fremtidige strategi”, fortæller virksomhedens ejer, Knud Erik Markussen.

 

 

 

3D-printet udgave af et elkomponent, der normalt er udført i messing.
Den kaldes en ”messingskinne” og udgør en del af et elektrisk system,
der hjælper med at styre liftens bom. 

 

I forbindelse med produktion, service og montering af lifte hos DANILIFT indgår mange specielle delkomponenter i en kompleks lift, og sikkerhed er derfor altid i første række – også når det gælder nyudvikling. Derfor er ”right first time” essentielt, og her viste det sig, at prototyping og ikke mindst testprint var udslagsgivende for hurtigt at komme til næste skridt i udviklingsprocessen. Med hjælp fra 3D teknologi kan DANILIFT altså udvikle hurtigere, producere mere præcist og dermed styrke virksomhedens konkurrencedygtighed.

Ledelsen hos DANILIFT ser altså også 3D teknologien som en nødvendighed for at løfte sig over konkurrenterne i Skandinavien og fortsat at være førende inden for sit felt i Danmark.

”Dels har virksomhedens ledelse set nødvendigheden i at tage denne vigtige 3D teknologi i spil, men virksomhedens udviklingsingeniører og konstruktører har desuden også set fordelen i at opnå endnu hurtigere fremgang til det endelige mål gennem 3D print”, lyder det.

 

DANILIFT har efterfølgende investeret mere energi og tid i at afdække potentialet for 3D print til fremtidige projekter.

“Vi har et projekt inden for de nærmeste måneder, hvor det er planen, at 3D print vil blive indtænkt i udviklingsprocessen. Det vil være et genialt redskab for os, når vi skal udvikle nye komponenter til helt nye produkter og koncepter, og vi ser rigtig meget frem til at bruge 3D printeren i fremtidige projekter”, fortæller kommunikationsansvarlig Julie Markussen:

“3D scannning er desuden også et emne, vi er meget interesserede i, fordi det kan hjælpe os til at kunne identificere opbygningen af køretøjer, som vi monterer vores produkt på. Det aspekt bliver især også spændende for os, når der kommer nye elbiler, som sandsynligvis har nogle specielle opbygninger i forhold til klassiske brændstofdrevne køretøjer, for vi vil meget gerne skabe nogle flere bæredygtige løsninger til vores kunder.”

 

Om DANILIFT

DANILIFT fra Farsø har i dag fokus på produktion, service og salg af lifte til montering på kassebiler og chassis til det europæiske, danske og skandinaviske marked.

Virksomhedens kunder er typisk elværker samt udlejningsvirksomheder, produktionsvirksomheder, servicevirksomheder m.fl., som har behov for at arbejde i højden.

Produktionsprogrammet omfatter lifte fra arbejdshøjder fra ni til 30 meter. Lifte som kan monteres på køretøjer, varierer fra 3,2 tons op til 28 ton. Hertil kommer specialopbygning af lifte til bl.a. minedrift. Virksomhedens serviceprogram omfatter alle typer personlifte uanset fabrikant.

Danilift er medlem af Liftgruppen, som i samarbejde med bl.a. Teknologisk Institut har udviklet Liftkontrol, som står for sikkerhed/eftersyn af lifte, og at liftene overholder gældende regler.