Dansk teknologi skaber bæredygtig produktion af indlægssåler

 

Når danske Create it REAL 3D-printer din individuelt tilpasset ortopædiske indlægssål, er der ikke et begrænset antal skridt i den – der er uendelige kilometer. For når du har slidt den op, afleverer du den blot i en form for pantsystem mellem butik og kunde, hvorefter materialet nedbrydes og genanvendes til at printe en ny sål.

”Bæredygtigheden er et vigtigt argument i vores forretningsmodel”, forklarer Jeremie Pierre Gay, Founding Director i Create it REAL, som står bag både teknologien, materialet og den cirkulære forretningsmodel:

”For det første bruger vi kun akkurat det nødvendige materiale til produktionen, hvor man tidligere har haft en del mere spild med produktion med CNC-maskiner eller i hånden. Og for det andet har vi tænkt i genanvendelse af materialerne og motiverer kunderne til det med vores genanvendelige forretningsmodel”.

Kunden får scannet sin fod hos skomageren, og den skræddersyede sål designes og 3D-printes – på en time. Hver gang en sål sælges, betaler kunden en pant på 2€, som refunderes, når sålen afleveres udtrådt – hvorefter 80% genbruges til materiale til nye såler.

 

Create it REAL leverer 3D-printeren til at producere de skræddersyede indlægssåler, og de har samtidig udviklet det såkaldte ”gradient infill”, som sikrer, at der er en glidende overgang mellem sålens blød og hårde området. Det er et eksempel på, at man ”går” fra prototype til slutprodukt.

”Vi har lavet en 3D-printer, som er så god og billig, at selv den lille ortopædiske skomager nede på hjørnet kan anskaffe den og bruge den. Det er samme bæredygtige agenda og kernen i det her: At alle kan bruge teknologien til lokal produktion og undgå lange forsyningskæder, fordi vores løsning er decentraliseret”, siger Jeremie Pierre Gay.

 

Den cirkulære forretningsmodel er udviklet i samarbejde med den tyske virksomhed GeBioM, som leverer udstyr til ortopædiske skomagere overalt i verden, men havde brug for hjælp, viden og de rette kompetencer – og her kunne danske Create it REAL levere.

”Udfordringen er, at efterspørgslen på ortopædiske indlægssåler bliver større grundet stigende tilfælde af diabetes, svær overvægt og generelle fodproblemer, men det er stadig et håndværk, som er manuelt og dermed langsommeligt, og samtidig er der faldende arbejdskraft. GeBioM så et behov for digitalisering i branchen og AM-teknologiens potentiale i det, men de havde ikke den specialviden, erfaring og styr på processer, som det kræver”, fortæller Jeremie Pierre Gay om baggrunden for samarbejdet.

Sammen har de disrupted en traditionel branche med innovation, ny teknologi og en stærk bæredygtig forretningsmodel. På den måde adskiller det sig særligt fra de mange andre aktører, som i dag 3D-printer indlægssåler – dog på de noget dyrere SLS-printere.

”Ikke nok med at det sparer en masse manuelt arbejde, teknologien giver også mulighed for customized indlægssåler, som du ikke har med traditionelle produktionsmetoder”, forklarer Jeremie Pierre Gay.

 

Fakta om Create it REAL

  • Create it REAL er startet i 2009 af Jeremie Pierre Gay.
  • Virksomheden er baseret i Aalborg og har kunder i hele verden.
  • Create it REAL og GeBIoM sælger primært til Tyskland.
  • En færdig sål koster 150-350 €.
Related Posts