The LEGO Group muliggør nye former for leg med 3D print

Fantasien sætter ingen grænser, og det er i høj grad noget, som The LEGO Group efterlever – nu hjulpet på vej af 3D-print teknologi!

Sidste år udkom de med deres første 3D-printede element, som var en replika af deres ikoniske træand. Den blev solgt i en begrænset periode, og indgik i et større pilotprojekt hos The LEGO Group, som har til formål at indsamle feedback fra fans, der kan være give inspiration til fremtidige kreationer.

“Vi er meget begejstrede over mulighederne, som additiv fremstilling giver os, og glæder os til at høre, hvad vores fans siger. Vi vil bruge deres feedback som hjælp til at udforme fremtidig innovation, mens vi fortsætter med at afprøve 3D-printteknologiens grænser.” fortæller leder af The LEGO Group’s Additive Design & Manufacturing-team, Ronen Hadar.

Hos The LEGO Group har man anvendt 3D-print teknologi siden 1990’erne, men det er første gang, at de er udkommet med et forbrugerprodukt, som udelukkende er produceret med Additive Manufacturing. Replikaen har især hjulpet The LEGO Group med at eksperimentere med bevægelige funktioner, idet den 3D-printede and har et bevægeligt næb.

I samspil med 3D-print anvender de sprøjtestøbningsteknologi på fabrikkerne til at fremstille klodser. Denne kombination medfører, at klodserne kan produceres hurtigere, der er større fleksibilitet, og de kan producere mere varierede enheder i mindre mængde, hvilket giver The LEGO Group muligheden for øget produktudvikling- og innovation.