3D Print kommer til at revolutionere implantat-markedet

I 2015 indleverede Casper Slots og Martin Bonde Jensen patentansøgning på deres 3D print materiale til konstruktion af knogler. Til grund for ansøgningen for det lå et universitetsprojekt på SDU og et ønske om, at lave noget med 3D print. I 2017 flyttede de ud af universitetet og startede Particle3D.

”We print bones” lyder Particle3Ds slogan. Hvis man ikke kender til 3D print kan det lyde helt alien-agtigt, men på mange måder er ideen ret enkelt – og rummer et enormt potentiale.

Knogleimplantater i naturligt materiale

Det er svært at rekonstruere knogle-patienter. De implantater der findes i dag, er lavet af polymér eller metaller. Og det er både dyrt og komplekst at printe i titanium, samtidig med det, vil titanium altid være et fremmedlegeme i kroppen og dermed er der en risiko for, at kroppen frastøder den kunstige knogle. Hvis man bruger rigtig knogle, er det knogler, man har høstet andre steder i kroppen, fx fra skinnebenet, hvilket betyder, at patienten skal undergå en ekstra operation, og herefter skal kirurgen file knoglestykket til, så det kommer til at passe til fx kæben. ”Et skinneben er en lige knogle, som man skal lave en kæbe ud fra det. Det kan være fra trafikulykker og patienterne er ofte glade for det kirurgen har kunnet gøre, men hvis man ikke kan genkende sig selv, så får man ofte en depression”, fortæller Casper Slots, CCO og en af de to grundlæggere af Particle3D.  

 

Det materiale Particle3D arbejder med består af et naturligt mineral, der allerede findes i knogler, nemlig tricalcium phosfat. Det er det 70% af vores knogler består af. Det betyder, at kroppen vil genkende det, modsat titanium. Particle3Ds materiale er fedtsyre og mineral, som til sammen giver en paste, der kan trykkes ud af en tube. Med fedtstyren kan man styre hvornår, den er flydende og hvornår den er fast. Particle3Ds materiale bruges i desktop-printere, hvor printhovedet bygges om.  

 

Indtil videre kører Particle3D forsøg med dyr. De første forsøg med mus gav meget gode resultater, da de 3D printede implantater fusionerede med det omkringliggende væv, hvilket betyder, at implantatet vil blive omdannet til almindelig knogle. Lige nu kører de et forsøg med grise.

 

I det første pilotstudie blev seks grise scannet og har herefter fået fjernet tre cm af kæben. De har fået et 3D printet implantat i stedet. Forsøget blev afsluttet efter 8 uger og der blev allerede på dette tidspunkt vist fine resultater. Pt. er Particle3D i gang med et forsøg med otte grise, der skal gå med implantatet i et halvt år. Det er vigtigt med en længere tidshorisont for at finde ud af, om implantatet bliver omdannet til rigtig knogle.

 

Particle3D er i dialog med etisk komite for at finde ud af, hvordan et forsøg med mennesker kunne se ud. Det er klart, at før både trafikofre, kræftpatienter og andre med behov for implantat får den 3D printede knogle, skal man køre test efter alle kunstens regler.

 

Det fremtidige potentiale

Og netop fremtidsplanerne om, at skulle bringe Particle3D på markedet har fået deres CEO Thea Wulff Olesen med ombord, og hun lægger ikke skjul på, at hun ser et kæmpe potentiale i virksomheden og teknologien.

  

”Det vi ser mulighed for er at kunne levere et patienttilpasset implantat til hvem som helst, hvor som helst i kroppen. Derudover har teknologien et yderligere potentiale ved, at man vil kunne forme implantaterne med additiver. Det kunne være antibiotika, det kunne være en kemoterapi eller andet, der kan frigives fra selve implantatet, og det synes jeg er en meget fascinerende fremtid at arbejde for. Så det potentiale jeg ser, er i første omgang indenfor implantatmarkedet, men på længere sigt nok også indenfor en alternativ måde at medicinere på”, fortæller Thea Wulff Olesen. 

 

 

I første omgang skal Particle3D få selve implantatet på markedet og dét vil tage noget tid, men allerede nu kigger Particle3D efter samarbejdspartnere, der er interesseret i projektet og produktet, som kan hjælpe med at tage produktet videre. 

 

Og når det kommer til produktet, er Thea Wulff Olesen ikke i tvivl om, at Particle3D står med noget, der ikke alene kommer til at forbedre livet for patienterne, men også, at produktet vil forandre hele implantatmarkedet.

 

”Jeg tror vi har et produkt, der er markant bedre end noget vi ser i dag. Det er lavet af naturlige materialer, det bliver nedbrudt over tid, det er porøst og derved er det nemmere at indgro knogle i selve implantatet og sidst men ikke mindst kan man tilføre øvrige medikamenter, der kan frigives fra implantaterne– så der er rigtig mange fortrin ved vores produkt. 

 

Og netop en af fordelene ved at implantaterne er 3D printede er, at man kan producere dem forskellige steder. Det betyder, at man ikke er afhængig af én leverandør, ét sted. Det vil betyde noget for leveringstiden, at man i princippet kan sætte printeren, der hvor efterspørgslen er og dermed levere på forholdsvis kort tid i forhold til det, man gør i dag til gavn for både læger og patienter. 

Om Particle3D

  • Particle3D blev skabt på baggrund af Casper Slots og Martin Bonde Jensens bachelorprojekt på SDU.
  • I 2015 indleverede de patentansøgning på deres materiale til at printe knogle af.
  • I 2017 flyttede de ud af universitet og startede Particle3D.
  • De har vundet adskillige priser, bl.a. Danish Venture Cup 2017.
  • Particle3D kører forsøg med grise, der har fået et kæbe implantat.
  • Particle3D regner med at være på markedet i 2022/2023.
  • Før produktet er godkendt til mennesker vil Particle3D bl.a. kunne levere anatomiske modeller og lave udviklingspartnerskaber.
  • Particle3D er finansieret af PreSeed Ventures og private investorer og er pt. i gang med anden investeringsrunde.