Virksomhed sparer kunderne for 20.000 tons CO2 med 3D-print

Kuldioxid, også kaldet CO2, forbindes ofte med global opvarmning og stigende verdenshave.

Men det prøver den danske virksomhed Advansor at ændre.

Advansor ligger i Brabrand, hvor virksomheden blandt andet producerer køling til bygninger. Her har de inddraget CO2 i deres bæredygtige klimaløsninger, så de i dag er en markedsledende OEM-producent.

Som mange andre dygtige markedsledere vil Advansor gerne gøre tingene bedre – mere kosteffektivt og grønnere. Af den årsag deltog Advansor i et forløb hos Dansk AM Hub, der skulle afklare udfordringer i et element i deres kølesystemer.

Under kølingen med CO2 oplevede udviklerne hos Advansor på grund af skarpe sving i rørene et tryktab i systemerne. Et tryktab, der førte til mindre effektiv køling og spild af energi.

Med 3D-print har det været muligt at producere rør, som både er kompakte, mere aerodynamiske indvendige og nemmere at bygge ind i Advansors maskiner.

Brabrand-virksomheden har tidligere anvendt 3D-print til produktion med plast, men samarbejdet med Dansk AM Hub handlede om at producere højtrykskomponenter i metal til køling med CO2 i kølehuse. Systemer, der skal kunne klare et tryk på mere end 700 bar.

”Ærlig talt, så troede jeg ikke, det var en mulighed, før vi deltog i dette projekt,” siger Kenneth B. Madsen, CTO hos Advansor.

På baggrund af produktoptimeringen er det muligt for Advansor at reducere energitabet i deres kølesystemer med 1 procent.

Det lyder ikke af meget, men det er faktisk en besparelse på 70.000 kWh per år, hvilket svarer til knap 20.000 kg CO2 per år. Eller udledningen fra at køre en bil næsten fire gange rundt om jorden.