Den amerikanske medlemsorganisation, America Makes, stod i start 2020 – ligesom resten af verden – over for uvished. COVID19 gjorde sit indtog i store dele af verden, og især de europæiske samfund led under virussen. Der gik desværre ikke længe, før virussen nåede den amerikanske nation, og her blev der tilmed skabt et massivt pres på forsyningskæder og leverancer til sygehuse og frontpersonale.

Det var den virkelighed, America Makes kiggede ind i og ønskede at reagere på – med afsæt i Additive Manufacturing. Organisationen blev stiftet i 2012 og er den førende nationale accelerator for AM og 3D print med samarbejdspartnere fra blandt andet industrien, forskning og den amerikanske regering.

”Nobody knew what was gonna happen, but we wanted to reach out and coordinate a response on the crisis. We saw everything become crippled by not having the needed supplies”, lyder det fra John Wilczynski, CEO i America Makes, på vores nyligt afholdte webinar.

 

Organisationen oplevede, at alt fra små makerlabs til store fremstillingsvirksomheder havde et stort engagement og en stærk lyst til at involvere sig og hjælpe med leveranceudfordringen. Det fik America Makes til at etablere- og koordinere et beredskab kaldet ’AMCPR-program’ (Advanced Manufacturing Crisis Production Response). Det bestod af en række netværk, private som offentlige, som sammen rakte ud til regeringen og fremlagde en række spørgsmål for at kunne igangsætte en 3D print-produktion af de efterspurgte leverancer. Det var blandt andet spørgsmål om, hvad den reelle efterspørgsel på- og prioritering af værnemidler var, og hvilke design- og materialekrav der skulle mødes i produktionen af disse værnemidler.

 

AM som omdrejningspunkt i en national indsats

AMCPR koordinerede AM-økosystemet og udviklede et Multi-Agency-samarbejde med stærke partnere med henblik på at koordinere tests, undersøge designs, facilitere kontakt mellem lokale fremstillingsvirksomheder samt videregive information til økosystemet, som derfra havde bedre forudsætninger for at afhjælpe leverance-udfordringen. Der blev tilmed oprettet en arbejdsstyrke blandt ansatte i de virksomheder, hvis efterspørgsel var faldet eller ikke-eksisterende under krisen. Som en del af AMCPR-programmet blev de igangsat og trænet på AM-området, så de også kunne bidrage i situationen.

 

Det lagde fundamentet for at kunne levere millioner af 3D printede dele til amerikanske hospitaler, da situationen var mest kritisk og behovet størst. AM fungerede som et stærkt redskab i modsvaret på de mange udfordrede forsyningskæder, og programmet har nu taget hul på sin anden fase. Her testes en række scenarier, alt fra sundhedskriser til naturkatastrofer, som skaleres op i ønsket om at blive klogere på den forskel, AM kan gøre i fremtiden. Således forbereder AMCPR-programmet os på potentielle, fremtidige kriser, så vi kan stå langt stærkere og udnytte AM-teknologiens potentiale – også når vi er omgivet af uvished og kaos.

 

Hvad kan vi lære fra America Makes? Af CEO Frank Rosengreen Lorenzen

USA er generelt langt fremme på teknologi særligt drevet af deres stærke fly- og bilindustri. De bruger teknologi på en moden og fremadskuende måde, når de møder kriser. Da coronakrisen ramte USA, greb man derfor til teknologien som værktøj og middel, fordi man forstår den og forstår dens fordele – at produktionen kan foregå lokalt uden at være afhængige af globale forsyningskæder, at det giver mulighed for at teste nye designs hurtigere, og at det er let og hurtigt at lære at bruge teknologien i ens produktion. Faktisk er teknologi det første, som de tænker på, og det mindset var altså på plads, da krisen ramte – det hverken gør eller har vi på samme måde i Europa. Vi er nødt til at begynde at tænke teknologi ind som en naturlig del af vores nødberedskab, som vi kan aktivere ved kommende kriser.

 

Under krisen var America Makes i stand til at forbinde dem med behov for hjælp – f.eks. sygehusets efterspørgsel på værnemidler – med dem, der kunne hjælpe. America Makes faciliterede, at myndighederne kunne arbejde sammen med den private sektor om, hvordan AM kunne gavne. Myndighederne var involverede i hele godkendelsesprocessen og godkendte, hvordan hundredevis af virksomheder begyndte produktionen, så 3D printede emner lynhurtigt kom ud til fronten.

 

I Skandinavien – og flere andre lande – har vi tværtimod haft en regulering og producentansvar, som har blokeret for, at professionelle virksomheder var i stand til at hjælpe, mens private kunne bidrage, fordi de ikke er underlagt samme regler. Det var en kæmpe udfordring, og vi skal arbejde på at skabe et system og en proces for, hvordan vi håndterer næste udfordring af den slags.

 

Click here to watch the webinar – enjoy!