Danske virksomheder skal designe bedre produkter med 3D teknologi

 

Additive Manufacturing rummer et stort potentiale for at designe bedre og mere bæredygtige produkter og komponenter. Derfor har Dansk AM Hub sammensat et nyt innovationsforløb, der skal styrke danske virksomheder til i endnu højere grad at udnytte og få gavn af 3D print-teknologiens tekniske og forretningsmæssige potentialer.

Projektet kaldes Design for Additive Manufacturing – eller DfAM – og skal ikke blot udbrede kendskabet til 3D print, men også konkret hjælpe og støtte i at arbejde med teknologien gennem design.

”Vores ønske er at rykke danske virksomheder i forhold til additiv produktion, så made in Denmark er lig med designoptimerede produkter produceret på den mest bæredygtige måde og med størst levetid, effektivitet og omtanke i forhold til at skabe en mere cirkulær produktion”, siger direktør i Dansk AM Hub, Frank Rosengreen Lorenzen.

 

Traditionelt set er 3D print blevet brugt til fremstilling af prototyper. Men teknologien rummer en lang række andre muligheder – eksempelvis pilot- og småserieproduktion, fremstilling af fiksturer og hjælpeværktøjer, sprøjtestøbeværktøjer og reservedele.

Konkret i DfAM-projektet er målet at re-designe deltagernes komponenter eller produkter, hvorved de kan fremstilles med mindre materialespild, større styrke, nye eller bedre funktionalitet eller on-demand. Efter forløbet vil de tilmeldte virksomheder stå med en fysisk re-designet komponent eller produkt, hvor en eller flere af førnævnte bæredygtige fordele er tænkt ind. På den måde får deltagerne merværdi og viden, som kan forankres lokalt i deres produktion.

 

Én af de virksomheder, der allerede er tilmeldt forløbet, er Dantec Dynamics i Skovlunde.

”Vi er en virksomhed med produktion med meget små styktal og stor varians. Vi har store forventninger til at 3D print vil hjælpe med at minimere vores produktions- og udviklingsomkostninger samt mindske vores lead-time. DfAM-projektet kommer til at hjælpe os som organisation til at tage første spadestik i en spændende rejse med Additive Manufacturing”, lyder det fra Operations Manager Søren Herbst Grynnerup.

 

Forløbet gennemføres i det første halve år af 2022 og afsluttes med et event, hvor produktionsvirksomheder inviteres til at få mere viden om, hvordan de kan komme i gang med også selv at designe for Additive Manufacturing.

 

Fakta om projektet:

  • Projektforløbet starter i april og slutter i juli. Der er åbent for tilmeldinger indtil ultimo marts, men begrænsede pladser.
  • DfAM-projektet er initieret af Dansk AM Hub og ledes af Teknologisk Institut. Andre partnere i projektet er PLM Group, Hexagon og Wikifactory.
  • Forløbet henvender sig primært til virksomheder, der udvikler og fremstiller egne produkter og/eller værktøjer, der bistår andre virksomheder med produktudvikling og produktion eller til de konstruktører, der arbejder med 3D CAD og har ansvaret for udviklingen af nye produkter i virksomheden.

Vil du være med, så kontakt Søren Kølle Hansen, Project Manager, Dansk AM Hub: skh@am-hub.dk