Af Frank Rosengreen Lorenzen

 

Læs debatindlægget hos Børsen her.

 

Under træet bugner det med pakker – heldigvis, for i disse coronatider er det vigtigt, at vi tænker på hinanden. Men vi skal også tænke på miljøet. For er vores julegaver egentlig bæredygtige?

 

Julemandens slæde kan ikke transportere alle pakkerne, og den store efterspørgsel på varer produceret i udlandet efterlader et massivt CO2-aftryk på vores miljø. Både fordi de produceres med store mængder materiale – men også transporteres med tog, fly og lastbil fra en fabrik i Kina til juletræet i København, Kerteminde og Kolding.

 

Julen koster penge, men den koster også CO2. Faktisk er julegaver så slem en miljøsynder, at det ødelægger julestemningen. Produktionen af vores julegaver koster ifølge tænketanken Concito omkring én million ton CO2 for danskerne – samme store mængde, som man i 2025 sigter efter at spare med den nye ambitiøse klimaaftale for vejtransport. Jeg siger ikke, at vi skal droppe julegaverne, men vi er nødt til at gentænke produktionen af dem – og alt andet – hvis vi vil have en chance mod klimakrisen.

 

Øverst på min ønskeliste er, at vi begynder at investere i og anvende nye produktionsteknologier som additiv produktion/3D print – der vokser eksplosivt i særligt udlandets fly- og bilindustri. I stedet for den traditionelle produktion med gammeldags tunge maskiner, der støber eller fræser produkter ud med brug af meget materiale, skal vi producere kun ved at bruge det nødvendige materiale. Vi skal producere tæt på brugeren og spare transporten. Vi skal være stærke på digital produktion og først trykke ”print” på filen, når en vare er købt og ikke fylde varelagre med produkter blot for at kassere en stor del senere. Og vi skal designe produkter bestemt til cirkulær produktion, og som ved hjælp additiv produktion er mere effektive, lettere og stærkere, så de i hele deres levetid sparer energi og C02.

 

Danmark har en gave; en stærk og innovativ fremstillingsindustri og vedvarende energi i vores strømforsyning. Lad os udnytte de to ting bedre ved at koble dem med additiv produktion. Sådan kan vi vise Kina og andre store industrilande, hvordan man designer, udvikler og producerer bæredygtige produkter så tæt på CO2-neutralt som muligt. Lad os få de gaver under juletræet!