Hver anden virksomhed fortsætter med AM-teknologien efter 3D print-hybrid-forløb

 

Når først virksomheder har oplevet de store muligheder ved hybridfremstilling med 3D print, fortsætter mange med at udforske potentialet. Efter tredje runde af Dansk AM Hubs Hybrid-program er seks ud af 11 virksomheder begyndt at bruge Hybrid-teknologien i deres produktion.

AM Hybrid er et innovationsprogram, der skal hjælpe produktionsvirksomheder med at effektivisere og optimere produktudviklingsfasen ved hjælp af hybridfremstilling, hvor man kombinerer sprøjtestøbning og 3D print. Programmet er i 2022 gennemført i samarbejde med Krebs & Co og Davinci.

Virksomhederne har hver især arbejdet med en ny produktidé eller prototype. Undervejs i projektet udvikler, designer og producerer de netop denne ide, hvilket betyder, at virksomhederne efter endt forløb kan stå med en færdig prototype. Med hybridfremstilling er der stor fleksibilitet ift. diverse designiterationer. Indlagt i forløbet er derfor også en periode, hvor man kan udvikle sin prototype, teste den på sin målgruppe og herefter til-justere den.

Virksomhederne fremhæver især, at de får mulighed for at optimere deres produktudvikling, og flere fortsætter med teknologien for fortsat at nyde godt af fordele ved hybridfremstilling – eksempelvis reduceret udviklingstid og dermed også reducerede udviklingsomkostninger, som produktionsvirksomhederne opnår ved brug af hybridfremstilling.

I 2022 blev der sat endnu højere fokus på vidensdeling samt læring igennem både workshops, skræddersyet rådgivning og individuel udvikling af kompetencer. Nogle af virksomhederne har efter deltagelse i forløbet selv investeret i 3D printere, mens andre vil fortsætte samarbejdet med Krebs & Co. som leverandør og sparringspartner.

 

Om Hybridfremstilling: En teknologi med helt specielle fordele

Hybrid-fremstilling er en samlet betegnelse for en række metoder, der kombinerer 3D print og konventionelle fremstillingsmetoder. Teknologien kan have indflydelse indenfor følgende områder:

  • Understøtter produktudvikling til validering af brugeroplevelsen
  • Understøtter prøveproduktion til optimering af produktionsproces – herunder både automatisk produktion og manuelle samleoperationer
  • Understøtter prøveproduktion til optimering af værktøjsfremstilling
  • Understøtter prøveproduktion for at øge sandsynligheden for investor og i sidste ende en investering