En overvældende opbakning og så en bestemt paneldebat om en cykel. De to ting gjorde størst indtryk på CEO Frank Rosengreen Lorenzen, når han ser tilbage på det AM Summit, han og resten af teamet hos Dansk AM Hub afholdt 24. oktober i Øksnehallen.

930 fagfolk meldte sig til konferencen, der slog rekord, og det resultat betegner Frank Rosengreen Lorenzen som mere end tilfredsstillende.

”Det er kæmpestort, når man beskæftiger sig med en potentielt lovende teknologi, som Danmark ikke har så meget fokus på. Den størrelse er svær at sammenligne med nogen anden konference, der handler om at bruge ny teknologi til at forbedre ens produktion. Det var vildt godt at se.”

Billedtekst: CEO Frank Rosengreen Lorenzen åbnede AM Summit på hovedscenen ved en model af det 3D-printede svampehus, som kunne opleves i Øksnehallen. Foto: Thomas Sjørup

Han mener, at fremmødet viser, at deltagerne genkender og køber ind på Dansk AM Hubs mission om skabe mere bæredygtige produktion og produkter med AM-teknologi og industriel 3D-print.

”Produktion handler ofte om gentagelser og at få udgifterne ned. Vi skaber et frirum, hvor man kommer op af grammofonpladens rille. Der er så meget potentiale i dansk industri til at blive endnu mere innovativ og afprøve nye materialer og cirkulære produktioner. Vi lokker folk ud af hverdagen på AM Summit,” siger Frank Rosengreen Lorenzen.

Nye tider kræver nye produktionsmetoder

For CEO’en oplevede fremmødet i Øksnehallen nærmest som en bevægelse inden for bæredygtig produktion.

”Folk kommer til AM Summit, fordi de vil være en del af en bevægelse. Hvor det ikke handler om at lave ting, vi kan købe i TEMU. De vil skabe bæredygtige produkter, og med AM og AI kan de lave bæredygtige, konkurrencedygtige produkter, som verden efterspørger. Hvorfor skulle vi printe de samme ting, vi kan lave med nutidens produktionsformer? Det handler om at udnytte teknologiens muligheder til at komme et bedre sted hen.”

Frank Rosengreen Lorenzen er klar over, at det ikke er nemt at skifte spor og udnytte 3D-teknologien i meget højere grad. Men der er så mange fordele, at der i hans øjne ikke er nogen vej udenom.

”De tider, hvor man som producent bestilte en masse materialer og samlede dem på kryds og tværs uden at tænke på, hvad der blev af produktet efterfølgende, ændrer sig. Out of sight, out of mind, og vi har tjent pengene, gælder ikke længere.”

Frank Rosengreen Lorenzen mener, at flere oplæg på konferencen viste, at der er et stort behov for, at producenter tænker anderledes. Både af hensyn til planeten og kundernes ønsker. Blandt andet nævnte biomimetik-eksperten Ayla Kiser, at der i 2050 ifølge en rapport vil være mere plastik end fisk i verdens have, målt på vægt.

”Vi skal designe og optimere anderledes. Vi skal konsolidere en masse dele ind i én del og skabe flere funktioner til den. Vi skal skabe mere holdbarhed og gøre det muligt at skille produktet ad, så vi kan recirkulere det. Bliver det svært? Ja. Men alt er svært, før det bliver let,” siger Frank Rosengreen Lorenzen.

Debat om 3D-printet supercykel blev CEO’ens maggiterning

Og så når vi frem til paneldebatten om verdens hurtigste cykel, som gjorde så stort indtryk på Frank Rosengreen Lorenzen.

På scenen stod verdens hurtigste cykel, der er 3D-printet. Cyklen, som italieneren Filippo Ganna satte timerekord på i 2022, og som det italienske banelandshold i dag vinder medaljer med.

Panelet bestod af AM-eksperten Joris Peels, vindoptimeringseksperten Luca Oggiano og den tidligere cykelrytter og sportsdirektør Brian Holm. De tre mænd nåede frem til, at det ikke længere er rytteren, men cyklen der vinder.

Og at de bedste ryttere søger hen til de teams, der har de bedste ingeniører til at lave cyklerne, især med 3D-print. Joris Peels fortalte, at et team i dag endda har 3D-printere med i deres rullende cykelværksted på Tour de France, og at det bliver hverdagen fremover.

”Debatten var et wake up call til dansk produktion, og det gælder hvad enten man laver cykler eller hydraulikblokke. Vil vi være på det hold, der har teknologien til rådighed, og som kan lave den cykel? Eller vil vi være på det hold, der synes, at 3D-print er lidt dyrt og for besværligt? Jeg ved, hvilket hold der vinder. Det pakkede panelet så fint ud for publikum, og dermed blev det en maggiterning af alt, vores mission går ud på,” siger Frank Rosengreen Lorenzen.

Billedtekst: Paneldebatten om verdens hurtigste cykel og teknologien bag blev meget besøgt. Fra venstre er det AM-ekspert Joris Peels, sportsdirektør Brian Holm, vindoptimeringsekspert Luca Oggiano og moderator og sportskommentator Dennis Ritter. Foto: Thomas Sjørup

Kina og USA rykker voldsomt på 3D-print

Han så det klare budskab bekræftet i de snakke, han havde med flere eksperter og talere før og under konferencen.

”Det slår mig, at der er en eskalerende geopolitisk konkurrence omkring 3D-print, som især Kina, men også USA investerer kraftigt i. De bygger 3D-print-fabrikker, fordi teknologien netop rummer potentiale til at disrupte ting. Og det giver mig et sug i maven, når jeg hører, hvor voldsomt de gør det,” siger Frank Rosengreen Lorenzen.

Til gengæld glæder han sig også over den enorme mængde innovation, som kom frem på AM Summit.

”Det slår mig også, hvor meget selve 3D-printet udvikler sig på kryds og tværs af de 27 teknologiformer, der ligger i det. For eksempel når Matteo Baldassari fra Concr3de viser, hvordan de laver statuer ud af pulver og binder jetting med en maskine, de selv har udviklet. Eller når vi besøger DTU Construct, der selv har konstrueret en metalprinter. Det gør mig fortrøstningsfuld, og jeg ser en lovende fremtid for teknologien i dansk produktion.”

Billedtekst: Matteo Baldassari fortæller, hvordan hans virksomhed Concr3de genskaber statuer ved at 3D-printe med genanvendt pulver og bindemiddel – binder jetting. Foto: Thomas Sjørup