Konference kalder kvinderne til 3D print-produktionsgulvene

 

Der er ikke mange damesko på de danske produktionsgulve, hvor størstedelen af virksomhedernes ansatte er mænd. Det er en ulighed, som Dansk AM Hub ønsker at sætte fokus på ved AM Summit 2022 – Skandinaviens største konference for Additive Manufacturing (AM) og industrielt 3D print.

Når konferencen slår dørene op onsdag den 7. september 2022, vil programmet derfor også indeholde en breakout session i samarbejde med Women in 3D Printing (Wi3DP), der arbejder med en mission om at adressere kønsdiversitet i 3D print-industrien ved at støtte, promovere og inspirere kvinder, som anvender AM-teknologi.

Wi3DP er en global organisation med over 23.000 medlemmer, og i efteråret 2021 kom den første danske ambassadør. Til AM Summit 2022 afholdes det første fysiske møde for Wi3DP på dansk jord.

”Det er en vigtig mission, fordi vi i Danmark – og internationalt – har en udfordring med at rekruttere talent. 3D print og AM har generelt været en mandeklub, og vi skal gøre alt i vores magt for at skabe en mere inkluderende industri i fremtiden. Det kræver, at vi gør det attraktivt for kvinder. Derfor er det spændende, at vi kan inspireres af stærke rollemodeller, som kan fortælle, hvordan de arbejder med AM-teknologi”, siger direktør i Dansk AM Hub, Frank Rosengreen Lorenzen.

 

I år sætter AM Summit fokus på, hvordan ny teknologi som 3D print kan hjælpe os til at fremstille langt mere bæredygtigt og konkurrencedygtigt med stærkere og mere cirkulære forretningsmodeller, mere robuste forsyningskæder og en mere bæredygtig produktion med mindre spild, mindre materiale, mindre transport og minde CO2-udledning.

Wi3DP-sessionen vil være et panel af stærke kvinder fra AM-industrien fra danske LEGO Group og Ossiform med deres 3D print af knogler (tidl. Particle3D), tyske Deutsche Bahn, svenske Gränges og amerikanske Materialise og vil både fokusere på kønsdiversitet samt de bæredygtige muligheder og udfordringer, som AM-teknologien giver for brugerne.

”Vi er nødt til at sikre os en bredde i vores kompetencer, og det gælder i alle industrier. Det handler både om generelt at have ressourcerne til rådighed i en industri, og de kan både komme fra mænd og kvinder. I AM-industrien og produktionsindustrien generelt er der få kvinder, og det er en stor uudnyttet kompetencekraft. Vi skal have flere kvinder til at se AM-teknologien som en mulig uddannelses- og karrierevej”, siger Frank Rosengreen Lorenzen.

 

På konferencen vil en lang række talere give deres bud på, hvad fremtidens produktion vil bringe, hvordan førende aktører på området allerede arbejder med AM, og hvordan man kommer i gang med teknologien. Vi skal blandt andet høre, hvordan Boeing tænker 3D print ind i flyindustrien, hvordan CELLINK arbejder med bioprint – altså 3D print af levende væv til produktion af knogler og levende væv – hvordan danske Create it REAL producerer indlægssåler i en cirkulær forretningsmodel samt inspireres til, hvordan vi kan udnytte ny teknologi til at gøre Danmark til det grønneste produktionsland i verden i en paneldebat med blandt andre tidligere minister og EU-kommissær Connie Hedegaard.

Og endelig skal vi underholdes med et Guns N’ Roses-coverband, GNR-Jam, som skal spille på en elguitar udviklet og 3D printet af genanvendt savsmuld.

For at få plads til endnu mere inspiration vil programmet også byde på flere breakout sessions end tidligere år, som adresserer AM-teknologiens udvikling inden temaer som nye materialer til mere bæredygtig produktion, hvordan 3D print udfordrer forskellige produktionsindustrier, bæredygtigt byggeri, udviklingen i vores sundhedssektor samt en session med nogle af Danmarks ledende eksperter på området.

Konferencen er for alle, der interesserer sig for AM-teknologiens udvikling og indflydelse, og som ønsker at blive klogere, inspireret og netværke. Med spændende talere og den store AM-udstilling er konferencen et forum for udveksling af viden og erfaring og en unik mulighed for at lade kreative aktører præsentere deres kvalificerede bud på den nyeste teknologi, trends og udvikling samt AM-industriens fremtid.

 

Læs mere om konferencen på www.amsummit.dk