Industriens Fond sætter nu yderligere tryk på udbredelsen af industriel 3D print med en geninvestering i Dansk AM Hub, der arbejder for at udbrede Additive Manufacturing (AM) til danske fremstillingsvirksomheder og over de næste fire år vil gøre Danmark verdensførende i at anvende AM til bæredygtig produktion.

 

Et nødberedskab af værnemidler i kampen mod COVID-19.

Et samlet AM-miljø fra eksperter til brugere til udviklere.

400 små og mellemstore virksomheder inspireret og involveret i forløb, hvoraf 100 har høstet konkrete konkurrencefordele og taget et vigtigt skridt mod mere bæredygtig produktion.

Skandinaviens største AM-konference, holdt på dansk jord.

Et helt nyt iværksætterkuld, der anvender AM som løftestang for deres forretningsmodel og et tiltagende internationalt fokus på Danmark, som et land der behersker fremtidens produktionsteknologi.

Listen af Dansk AM Hubs resultater i de første fire år er lang – og imponerende.

Det er lykkedes at skabe øget opmærksomhed omkring industrielt brug af 3Dprint teknologien, italesætte og udvikle den forretningsstrategiske værdi af additiv produktion i metoder, som igen er blevet anvendt til at skabe en forbedret produktionsproces, produkt eller værdikæde for danske produktionsvirksomheder.

 

Resultaterne er kun muliggjort ved hjælp af en bevilling fra Industriens Fond, som initierede Dansk AM Hub i 2017 for at fremme brugen og forståelsen af AM / 3D Print i industrien i Danmark. Og nu skubber samme Fond ny energi og støtte til arbejdet med endnu en bevilling.

 

”Virksomhedernes evne til at producere bæredygtigt bliver fremover endnu mere vigtigt for deres konkurrenceevne. Med afsæt i Dansk AM Hubs flotte resultater hidtil sætter vi nu yderligere tryk på at indfri de store muligheder, der ligger i AM-teknologien, og som har et stort potentiale til at gøre virksomhedernes produktion langt mere bæredygtig. Vores ambition er samtidig, at det vil inspirere til yderligere teknologianvendelse og digitalisering hos de produktionsvirksomheder, der prøver kræfter med AM”, siger direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.

 

Fælles front for fonde

Både Dansk AM Hub og Industriens Fond ønsker at udnytte AM-teknologiens konkurrenceforbedrende effekt, men særligt også den grønne effekt. Visionen er at blive verdens første og førende medlemsorganisation, der ud over at styrke konkurrencekraft og vækst også måler indsatser på konkret eliminering af CO2 for dermed at dokumentere fremtidens bæredygtige produktion på dansk jord.

 

I dag har Dansk AM Hub således knap 50 medlemmer fra store producenter som Lego, Grundfos, store internationale teknologileverandører som Stratasys, HP og EOS, danske AM-udviklere som Damvig, Addifab og CreateitReal og en stor kerne af små- og mellemstore danske fremstillingsvirksomheder. De arbejder i regi af Dansk AM Hub mod at skabe en fremtid, hvor vi producerer med mindre materiale, spild og transport samtidigt med, at vi får designet, udviklet og produceret mere skræddersyede, holdbare og energieffektive produkter ved at udnytte AM-teknologiens muligheder.

 

”Med Dansk AM Hub er der således ikke blot etableret et projekt, men en bevægelse om at udnytte mulighederne med AM-teknologien til at skabe en mere bæredygtig produktion. Vi skal nu fortsætte arbejdet med at gøre Danmark verdensførende i at anvende additiv produktion til at skabe helt konkrete bæredygtige resultater, der kan måles og vejes”, siger bestyrelsesformand i Dansk AM Hub, Tue Mantoni og udtrykker stor glæde over, at Industriens Fond fortsat ser Dansk AM Hubs potentiale og investerer i samarbejdet på længere sigt.

 

Også internationalt er der masser af muligheder som Dansk AM hub vil afsøge i den kommende periode.

 

”Verden omkring os skal se, at vores grønne energi fra vores mange vindmøller også kan skabe fremtidens grønne produkter”, siger direktør i Dansk AM Hub, Frank Rosengreen Lorenzen, og understreger, at flere internationale aktører som Apple og Facebook allerede har opdaget potentialet i vores danske grønne vedvarende energi, hvor de har investeret i store datacentre, og nu skal de store internationale producenter og teknologileverandører også rette blikket mod Danmark, så vi kan være med i front, når fremtidens produktionssystemer skabes.

 

”Tiden er inde til, at Danmark skal vise resten af verden, hvordan vi designer, udvikler og producerer fremtidens produkter”, siger Frank Rosengreen Lorenzen.