Midt i Øksnehallen står Niels Appel og smiler. På det høje cafébord foran ham står tre meget tunge glasflasker med blå plastiklåg på.

Inde i flaskerne er ikke væsker, men gråt metalpulver, som Niels Appel, CEO for Asgaard Metals, bevæger rundt ved at hælde flaskerne fra side til side. I to af flaskerne flyder pulveret let og ubesværet rundt, mens det har tendens til at klumpe sammen i den tredje flaske.

Det lille trick viser Niels Appel gerne til de 3D-print-fagfolk, der kommer forbi. For det er essensen af Asgaard Metals’ forretningsidé.

De bittesmå metalkorn har en særlig overflade, der gør dem særligt velegnede til at bruge i 3D-printere i stedet for vanligt metalpulver. Og så stammer metalkornene i øvrigt fra genanvendt metal – knuste sprøjtestøbeforme, lejer eller overskudsmetal fra andre produktioner.

CEO Niels Appel håber, at Asgaard Metals metalpulver bliver en slags narko for kunderne – at de bliver så afhængige, at de ikke kan undvære det. Foto: Thomas Sjørup.

Niels Appel udstiller på AM Summit af to grunde. Han vil gerne møde samarbejdspartnere og potentielle kunder. Begge ting lykkes.

”Jeg har talt med tre konkrete samarbejdspartnere, som fremstiller 3D-printere. Dem vil jeg gerne have til at bruge vores pulver eller certificere det. Det første step er, at de får noget pulver, som de kan testprinte med,” siger Niels Appel.

Han forklarer, at kunderne gerne vil vide, om de kan printe med pulveret på deres egen, særlige maskine. For i modsætning til virksomheder, der sælger almindelige blæk- eller laserprintere, så sælger leverandører af 3D-metalprintere normalt ikke metalpulver.

Potentielle kunder har også været forbi standen. Mindst to håndfulde har Niels Appel talt med i løbet af dagen.

”Folk, som har printet eller som vil gøre det. Vi kan facilitere, at de får printet noget hos tredjepart. Vores pulver skal gerne blive som narko for dem. De skal blive afhængige af det,” siger Niels Appel, der forklarer, at han er på AM Summit for tredje år i træk.

Vækstvirksomhed vil i kontakt med medico-kunder

Nogle stande derfra står forretningsudvikler Henrik Aunstrup fra plastvirksomheden J. Krebs og Co. ved siden af glasmontrer og borde med støbte og 3D-printede genstande. Blandt andet en medicinsk sprøjte med en særlig pakning. Sprøjten, som bruges til at tage fæcesprøver hos kræftpatienter, ligger med sin lille gule pakning i en lille grå klods. Klodsen er i virkeligheden en støbeform, og den har J. Krebs og Co. lavet.

Medicoindustrien er et forretningsområde, som virksomheden gerne vil længere ind på, og det skal ske med nye renrum og den særlige metode, som Henrik Aunstrup kalder AM Hybrid. Den går ud på at kombinere 3D-print og plaststøbning. Og netop den metode vil Aunstrup og hans fire kolleger på standen gerne vise frem for nye kunder.

”Vi er en virksomhed med 33 medarbejdere, og vi har vokset meget de senere år uden at gøre så meget for det. Men nu vil vi gerne over på et andet spor, hvor vi servicerer medico-industrien. Vi er på forkant med AM-teknologien og udvikler vores metode sammen med Carmo og DTU,” siger Henrik Aunstrup.

Forretningsudvikler Henrik Aunstrup fra J. Krebs & Co. vil gerne fortælle deltagere på AM Summit om virksomhedens AM Hybrid-koncept, der kombinerer 3D-print med støbning i plast. Foto: Thomas Sjørup

Han forklarer, at kombinationen af 3D-print og støbning gør det muligt at nedbringe time to market-tiden.

”Når man har 3D-printet støbeformen, er det lynhurtigt at lave en ny, hvis man vil korrigere noget. Så den teknologi vil vi gerne vise frem og få os selv på banen, blive kendte,” siger Henrik Aunstrup, der har talt med op mod 10 potentielle kunder og regner med, at hans fem kolleger har talt med lige så mange.

En halvt opløst kaffekop i et minilandskab

I den anden ende af Øksnehallen stopper en del deltagere ud for Grounded-standen, hvor de fanges af synet af en halvt opløst, brun kaffekop i en glasvase med korklåg og et minilandskab af planter, mos og jord.

Udviklingschef Thomas Ravn forklarer, at blikfanget viser, at koppen er biologisk nedbrydelig. Den består af 50 procent kaffegrums og 50 procent biopolymer. Selve koppen er støbt – af J. Krebs og Co, i øvrigt – men andre genstande på bordet såsom holdere til koppen er 3D-printet i samme materiale.

Thomas Ravn er på AM Summit for at lodde interessen for sit materiale.

”Vi kan ikke sælge ud af kopperne endnu, men vi viser, at vi kan printe med kaffegrums og biopolymer, og så ser vi, om interessen er der. Vi vil afklare markedet, hvad synes folk om det?”

Endagskopper kalder Thomas Ravn (t.v.) fra Grounded de kaffefarvede kopper, der består af lige dele kaffegrums og biopolymer. Foto: Thomas Sjørup

At dømme efter fremmødet ved standen fanger det usædvanlige materiale mange deltagere. Flere vil gerne have en af de smukke, brune kopper med sig. Thomas Ravn fortæller dem, at Grounded arbejder med eksisterende kaffeløsninger og samarbejder med partnere, der bringer kaffe ud til virksomheder og henter kaffegrums og kopper med tilbage.

Kopperne kan Grounded shredde og genbruge til at printe andre genstande til kaffefolket, for eksempel holdere til kopperne, så man ikke brænder fingrene.

”Vi siger til folk, at det er endagskopper. De er hjemmekomposterbare og marinekomposterbare, og de afgiver ikke mikroplast, hvis man smider dem i naturen,” siger Thomas Ravn.

3D-print som en let vej til at afprøve markeder

Ved nabostanden står hans samarbejdspartner Allan Ertner fra Lili Productions. Det er ham, der har printet genstandene på Thomas Ravns bord, altså bortset fra kopperne, som J. Krebs og Co. har sprøjtestøbt.

Allan Ertner startede med at printe lampeskærme, som han solgte via en webside. Han fik en kunde i Sydney og fandt ud af, at det ville blive alt for dyrt og meget lidt bæredygtigt at printe skærmen i Danmark og sende den til Australien. I stedet fik han kontakt til en partner i Sydney, der printede den for ham og bragte den ud til kunden.

Oplevelsen gav ham idéen til hans nuværende konsulentforretning, der går ud på at rådgive andre virksomheder om at komme i gang med 3D-print.

Han er på AM Summit for at komme i kontakt med små og mellemstore virksomheder, der vil producere mere bæredygtigt med 3D-print.

”Man behøver ikke altid at gå gennem way to market for at komme i gang. Med 3D-print kan man starte med at producere én genstand, og hvis folk vil have den, så laver man 1.000. Det handler om at tage chancen,” siger Allan Ertner.

Allan Ertner (t.h.) fra Lili Productions vil gerne hjælpe virksomheder med at vælge nye materialer til bæredygtige produktioner. Foto: Thomas SJørup

Han kalder Lili Productions for en konsulentvirksomhed med et innovativt touch og forklarer, at han kan hjælpe de fleste i gang med 3D-print-produktioner for nogle hundrede tusinde kroner.

”Jeg hjælper med at sætte værdikæden op og vælge materialer – hvad kan være bæredygtigt? Ligesom med Groundeds kopholdere,” siger Allan Ertner.

Ligesom naboen er han interesseret i materialerne.

”Jeg er her også for at se, hvor materialerne leder mig hen. Hvem er interesseret i nye materialer? Dem vil jeg gerne i kontakt med,” siger Allan Ertner.