Dansk AM Hub matcher iværksættere og investorer

Flere og flere danske starts-ups dukker op i Produktionsdanmark med en forretningsmodel og produkter baseret på 3D-print teknologier. AM Venture Day handler om at bringe iværksættere, eksperter og investorer fra Additive Manufacturing-miljøet sammen for at vise og fejre de største AM-innovationer fra Danmark.

“Vi har i Dansk AM Hub fokus på udvikling af nye forretningsmodeller ved brug af industriel 3D print og additive manufacturing, som kan føre til vækst, innovation og bæredygtige løsninger. Her spiller de danske iværksættere en vigtig rolle i det samlede danske AM-økosystem. På Venture Day bringer vi iværksættere og specialiserede investorer sammen. Sidste år var der flere af de kontakter, som blev skabt, der ledte til konkrete venture investeringer, og vi forventer endnu større aktivitet i år” siger Tue Mantoni, Bestyrelsesformand i Dansk AM Hub.

 

Målet er at give iværksættere og start-ups, der udvikler 3D-print/AM-teknologi eller bruger AM-teknologien som en central del af deres produkt/service/forretningsmodel, muligheden for at møde relevante investorer, der potentielt kan accelerere deres forretning.

De nye start-ups får mulighed for at pitche deres ideer for investorer. Der vil være en Impact Award til virksomheden, som bruger teknologien til at gøre en grøn forskel og en Growth Award til virksomheden, som formår at udnytte teknologiens forretningsmæssige potentiale.

”Vi skal skabe de næste store industri- og vækstlokomotiver, og vi tror på, at det er ved at beherske en helt ny form for produktion på dansk jord, hvor vi skruer ned for materiale, spild og transport og op for det skræddersyede og smarte design, udvikling og produktion”, siger Dansk AM Hubs direktør, Frank Rosengreen Lorenzen.

 

Det sker f.eks., når danske Wohn A/S 3D-printer 20 kvm.-bygninger fra genanvendt affald, når Zoles laver skosåler i 3D-print baseret på skræddersyet scanning af kundens fod og 3D-teknologi, når 3DCP Group håndterer et komplet 3D-printet byggeri i beton for derved at spare radikalt på cement, og når Drizzle med deres 3D printere kan rykke produktion af cannabis-olie helt ud til patienterne.

Til AM Venture Day 2021 kan du netop møde og lære mere fra de fire fantastiske danske AM start-ups.

Mød også tyske Quantica, der har udviklet en 3D-printer, der kan håndtere flere materialer på samme tid, norske Fieldmade der skaber digitale værdikæder og mød svenske Nobula, der har knækket koden til at 3D-printe glas.

”Virksomhederne er gode eksempler på, hvorfor Additive Manufacturing er en af fremtidens produktionsformer både ud fra et forretningsmæssigt perspektiv, men især også fra et bæredygtigt perspektiv”, siger Frank Rosengreen Lorenzen.

 

AM Venture Day afholdes for anden gang i samarbejde med Vækstfonden, den tyske kapitalfond AM Ventures, Nordic Alpha Partners og PreSeed Ventures.

 

Hvornår: Tirsdag den 7. december klokken 14:00-17:00

Hvor: Talent Garden Rainmaking (Danneskiold-Samsøes Allé 41, 1434 København)

 

Læs mere om AM Venture Day

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig her.